Forside


Dagbog


Jan Kronvold


Vores huse


Vores hunde


Mail


Vores hunde

Hunde har altid fyldt meget i vores liv. Forstået på den måde, at vi altid har haft hunde i hjemmet. Vi har altid betragtet dem som medlemmer af familien, selv om eksperter sikkert vil sige, at det er meget forkert. Men vi mener jo, at de skal behandles ordentligt, og det gør vi altså ved at betragte dem på lige fod med børn.

Den første hund, som Karin og jeg fik sammen, var Buster. Han var en krydsning mellem en labrador retriever og en golden retriever, og han endte med at blive intet mindre end en legende, som vi aldrig nogensinde vil glemme. Han nåede at blive knap 15 år, og det er en høj alder, især når man tager i betragtning, at han var noget kraftig. Han tog noget på efter han blev kastreret. Allerede som hvalp var han eksemplarisk. Han ødelagde faktisk aldrig noget. Han havde dog en svaghed. Det var papir. Det kunne kunne han ikke stå for. Det skulle bare flås i stykker. Det var vist også det vildeste, han fik gjort has på. Og når det kun var sådan noget, så gjorde det ikke så meget.

 Han var dog ikke særlig vild med at køre bil. Det var nok lige så meget fordi vi aldrig lærte ham det rigtigt. Når han så skulle med - og der var længe imellem, for det var ofte til dyrlægen, når han skulle vaccineres - så var han jo ikke meget for det. Det kan man vel egentlig godt forstå. Så var han jo ligesom klar over, hvor han skulle hen. Så det passede ham bestemt ikke. Jeg er sikker på, at han hadede dyrlæger. Det var i hvert fald et større cirkus, når han skulle af sted, og ligeledes når vi kom ind til dyrlægen - uanset hvem det var. Derfor betød det også meget for os, at han ikke skulle til dyrlægen for at få den sidste sprøjte. Derfor kom dyrlægen hjem til os og gjorde det.

Da vi kom af med Buster havde vi egentlig besluttet, at vi ikke skulle have flere hunde. Dels fordi vi var afhængige af dem, og dels fordi det er så hårdt, når vi skal af med dem. Vores beslutning holdt dog kun et år. Så i sommeren 2004 hentede vi en lille sort karl i Kolding. Vi fandt den i Gul & Gratis, men da vi ringede på ham fik vi at vide, at der var nogle andre, der havde ringet først. De skulle dog vist først på museum eller noget, så det var usikkert om de ville hente ham. Det gjorde de så ikke, så vi satte kursen mod Kolding - eller lidt uden for Kolding. Det var før vi fik gps, så vi havde printet et Krak-kort ud. Men vi kunne bare ikke finde det, og jeg må indrømme, at jeg havde mistet tålmodigheden. Jeg gad ikke og køre rundt mere. Til sidst ringede vi til dem, der havde ham, og fik så anvist vejen.

Ud kom en lille sort fyr løbende med en lille dreng efter sig. Hvalpen havde taget hans bold, og vi faldt jo naturligvis straks for ham. Jeg sad på bagsædet med ham på hjemturen, og han sagde intet. Vi blev enige om at kalde ham Sorte. Hjemme havde vi lagt et tæppe i hans plastik-kurv, og det var en sport at få hevet det tæppe ud på gulvet. Han var også klar til at spille bold. Hans kurv blev båret ind ved siden af min seng, og ikke en eneste gang peb han. Også han er blevet en rigtig god hund, der her til maj fylder ni år. Hold da op, hvor tiden bare går stærkt. Heller ikke han har ødelagt noget. Eller det vil sige. Der var en lille løkke i stuetæppet, som han åbenbart havde fået øje på. Den bed han i, og mens der fik han lavet et hul i tæppet, som blev dækket med en måtte. Det er vist også, hvad det er blevet til. Vi fik ham ret hurtigt vænnet til at være alene hjemme. Det skete gradvis, hvor vi begyndte med fem minutter og trappede så gradvist op. Når vi gik, gav vi ham nogle tomme papkasser, som han kunne bide i. Det gjorde han også, og han bed ikke i andet.

 Året efter vi fik Sorte kom der endnu en hund til familien. Det var Maria og hendes daværende kæreste, der fik Molly i 2005. Hun var også en labradorblanding, og hende og Sorte har siden været de allerbedste venner. Det har kun været i de perioder, hvor Molly har haft løbetid, at de to ikke har kunnet være sammen. De har gennem årene haft stor fornøjelse af hinanden. I deres unge dage havde de en løbebane i vores have på Søndervold. Der løb de om kap i en fart, som man ikke skulle tro var muligt, og de tog sig mange drabelige slåskampe. For sjov altså. De to har også spillet rigtig meget bold. I dag er det kun Sorte, der kan finde på at tage et par hurtige runder. Det gider Molly ikke længere, men de gider godt spille bold - eller løbe efter bolde - i kortere perioder. Til sidst lægger de sig bare ned. Molly er dog den af de to, der er mest ihærdig med hensyn til boldspillet. Hun tager kun kortere pauser, så er hun klar til at hente igen. Men der er i dag længe imellem, at de tager sig en rask lille slåskamp. Men det kan da ske, men de stopper dog hurtigt igen.


Her Sorte og Molly i marts 2016. De har begge fødselsdag til maj, hvor Sorte fylder 12 år og Molly fylder 11.

Selv om Molly flyttede med Jens og Maria i Viborg, passede vi hende i kortere og længere perioder, og da det kneb med tiden for Maria og Jens flyttede Molly permanent ind hos os, for snart længe siden. Hun og Sorte kommer rigtig fint ud af det sammen. Vi har det seneste år givet Molly de såkaldte P-sprøjter, så hun ikke kommer i løbetid. Selv om han ind i mellem ikke var så interesseret længere, så var der tre-fire dage, hvor det var meget strenge - både for Sorte, os og ikke mindst Molly. Så det er bedst, at hun ikke længere kommer i løbetid. Til vores store sorg, så måtte vi sige fravel til Molly tirsdag den 21. juni 2016. Hun havde fået brystkræft, som til sidst udviklede sig meget hurtigt. Vi savner hende stadig utrolig meget alle sammen.

I 2011 kom der endnu en hund ind i familien. Det var Kim og Louise, der fik Ronja. Hun var 11 måneder og en blanding mellem en dalmatiner og en labrador. Hun er en af de hvalpe, som Jane og Jespers hunde fik ved et uheld. De havde så måtte tage Ronja tilbage, da dem der købte hende ikke kunne have hende alligevel. Fordelen var, at Ronja var renlig og kunne være alene hjemme. Så Louise og Kim slap for at skulle begynde helt forfra med en hvalp. I begyndelsen synes Molly og Sorte at hun var lidt belastende. Hun var jo også nærmest en stor hvalp, og der skulle ske noget. Det var de to halvgamle nu ikke så meget for. Men Ronja er blevet meget roligere, og de tre hunde har det i dag fint sammen. Undtagen når Ronja er i løbetid. Så kan Sorte ikke lade hende være. I de perioder kan de ikke så godt være sammen.

Ronja er faldet godt til hos Louise og Kim på Glentevej, og det har haft den fordel, at de nu er nødt til at gå hende hver dag. Det passer vist især Kim vældig godt, og de tager sig vist nogle ordentlige ture. Ronja bliver bare ikke sådan lige træt. Efter en tur på flere timer tager hun sig kun en lille pause før hun er klar til at komme ud i haven og spille bold. Hun er nemlig også en boldhund - akkurat som både Sorte og Molly.


©Copyright Jan Kronvold 2018-2019