Forside


Dagbog


Jan Kronvold


Vores huse


Vores hunde


Mail


Dagbog

Lørdag den 12. september 2020

 Som det ofte har været, så kom sommeren for alvor da vores ferie begyndte - og skolebørnenes ferie sluttede. I år havde jeg taget fire ugers ferie. De første to uger var vi i sommerhus i Bork - det var ugerne 33 og 34 - og der var varmen faktisk lidt i overkanten. Vi havde troet, at der var køligere ved Blåvand, Henne og Ringkøbing, der trods alt ligger ved vandet. Men det var slet ikke tilfældet. Det var nærmest ulideligt at bevæge sig rundt - hvis man da ikke kunne være i skyggen. Så det blev i stedet til læse-ferie i skyggen på terrassen i Bork. Det var bestemt heller ikke tosset. Faktisk dejligt afslappende. Og jeg var heldig at få taget lidt fotos af et par smukke solnedgange nede ved fjorden.

Om lørdagen i uge 34 drog vi til fødselsdag på Fyn. Der begyndte vejret fint, men det endte i både lyn, torden og regn i tykke stråler. Desværre var jeg og Marius gået på fodboldbanerne i Korup, da uvejret satte ind. Og der var langt hjem. Det endte med, at vi blev drivvåde. Noget uheldigt uden skiftetøj. Det endte da også med, at jeg fik reddet mig en ordentlig forkølelse til. Den var så voldsom, at vi blev enige om at køre hjem allerede tirsdag. Det var ellers planen, at vi skulle have været på Fyn det meste af ugen. Vi havde lagt planer for, hvor vi gerne ville hen på øen, men det må så blive en anden gang. Mens vi var væk havde vi Nikolai og Marie til at tømme postkasse og vande vinplanten og blomsterne i indkørslen. Det arbejde tog de meget seriøst og kunne næsten ikke vente med at komme ud og få det gjort. Det kostede naturligvis lidt lommepenge for indsatsen.

Da min forkølelse var i bedring blev der sat gang i et projekt, som jeg både havde set frem til, men også frygtet lidt. Det handler om de mange hyben, som der i år var på buskene i forhaven. Sagen er den, at husets frue er vild med hybenroser. Også selv om det er en invasiv art, som mange gerne ser udryddet. Men fruen synes, at det både er synd og skam, og hun er så vild med planten, at hun for et par år siden såede nogle kerner fra flere hyben i forhaven. Hun havde vist glemt alt om det indtil hun en dag opdagede, at der var flere planter på vej. Og de voksede hurtigt til – til hendes store begejstring. I år var der så en del hyben på planterne, og jeg tænkte på, om vi måske kunne få noget ud af de mange røde frugter. Jeg fik dog at vide af fruen, at det havde hun prøvet for mange år siden, og at det var så stort et arbejde at pille de mange kerner ud, at hun aldrig ville gøre det mere. Jeg synes jo, at det var lidt spild, så jeg tilbød at hjælpe til. Og så kunne vi måske også bruge de mange blommer fra blommetræet i baghaven. Fruen var ikke begejstret for idéen, men gik med på den. Så jeg fik plukket hyben og blommer og vi gik i gang med at skære de mange hyben over og fjerne kernerne. Det var ganske rigtigt et stort arbejde at få renset de hyben, men det blev gjort og der blev en pæn stor skål ud af det. Så gik det nemmere med at få stenene ud af blommerne. Det hele kom i blenderen og vi fik det kogt og kom en god portion sukker i grøden.

Vi synes, at det var lidt for tyndt, men vi valgte alligevel at hælde det på en stak glas, som vi havde stående. Da det hele var overstået blev vi enige om, at det nok var sidste gang, vi gik i krig med den disciplin. Derfor blev jeg mildest talt meget overrasket, da fruen næste dag kom og sagde, at jeg lige skulle smage. Det viste sig, at marmeladen i løbet af aftenen og natten var gået hen og blevet den mest perfekte konsistens, som man kan tænke sig. Og det smagte fantastisk. Så vi blev enige om at tage en gang pandekager til aften – med vores nylavede marmelade. Og vi blev enige om at alligevel at gentage kunststykket til næste år. Måske med endnu flere hyben, for selv om planterne er i stor fare for udryddelse, så sker det forhåbentlig ikke med planterne på vores egen matrikel, hvor vi har fået gang i lidt flere buske i baghaven. Måske var det en idé at prøve at lave hybensnaps – det må være muligt, og jeg må give fruen ret i, at det er skammeligt, at man vil sådanne planter til livs. De er både kønne at se på når de er i blomst, frugterne er sunde for mangt og meget og så smager de godt. I parentes bemærket, så kan kernerne også bruges som kløpulver – kan jeg huske fra min barndom. Eneste minus er, at de kan stikke så nederdrægtigt, hvis man ikke passer på. Og ja, de vil gerne brede sig hurtigt, men det kan man jo selv begrænse.


Torsdag den 6. august 2020

 Lad mig begynde der, hvor dagbogen sluttede sidst, nemlig med den seneste sparerunde på Jysk Fynske Medier. Jeg overlevede endnu en gang, men det var der desværre en del kolleger der ikke gjorde, så den 1. juli var (endnu) en sort dag på arbejdspladsen. Hos os i Mediehuset i Jernbanegade i Grindsted blev ugeavisens salgsafdeling nedlagt, og redaktionelt kommer vi i klynge med Varde og Esbjerg. Hvad det helt præcist kommer til at betyde, det ved vi ikke endnu. Kun at vi kommer til at høre under redaktøren i Esbjerg. Det er så spændende at se, hvornår næste sparerunde kommer. Læg mærke til, at jeg skrev hvornår og ikke hvis den kommer. For selv om der siges, at der nu er lagt en treårs plan, så tror jeg ikke på, at der kommer til at gå så lang tid. Men håbet er jo som bekendt lysegrønt.

Den 20. juni fyldte Mille i Viborg fem år. Vi var naturligvis på pletten og fejrede hende efter alle kunstens regler. Det skal man jo, når man fylder fem år. Det var tydeligt, at de der fem år betød meget for hende. Det betyder også, at hun nu er en af de store i børnehaven og at hun skal i 0. klasse til næste år, og Nikolai her i Grindsted skal i førskole. Man kan håbe, at Mille bliver mere glad for at gå i skole end hun var været for at være i børnehaven. Det har hun aldrig været fan af. Men hun siger, at hun glæder sig til at komme i skole. Måske er det fordi storebror Marius går i skole. Han begynder her efter sommerferien i 3. klasse. Hold op, hvor tiden den bare flyver af sted.

På vejen hjem fra Milles fødselsdag kom vi ud for et uheld. På Tingvejen - lige efter rundkørslen til Filskov og Sdr. Omme - kom der pludselig et rådyr ud på vejen. Den kom så pludseligt, at Karin, der kørte bilen, ikke kunne nå at reagere før bilen ramte det store dyr. Der skete heldigvis ikke noget med nogen af os, men der skete en del skade på bilens højre side. Jeg gik tilbage og så efter rådyret, og så til min store skræk, at det ikke var dødt, så vi fik ringet til først politi og dernæst Dyrenes Vagtcentral på 1812, som ville sende en jæger ud. Men inden han nåede at komme - der gik ikke mange minutter - var dyret dødt. Bilen blev kørt ud til Ejvind Larsen i Sdr. Omme, som vurderede skaderne til 20.000 kroner. Heldigvis dækkede forsikringen - minus selvrisikoen. Ejvind garanterede, at det ikke ville kunne ses efter endt reparation - og det holdt heldigvis stik. Det var pænt arbejde.

I den seneste weekend fik jeg begyndt på årets projekt "klipning af hæk". Dog kun den forfærdelige spirea-hæk i indkørslen og buskene i forhaven. Resten venter jeg med til september eller oktober. Det er liguster, som er lidt nemmere at have med at gøre.

Så har vi lige haft Marius på "ferie" i nogle dage. Hans forældre er begyndt at arbejde efter ferien, men skolen er endnu ikke begyndt, mens Milles børnehave er i gang. Vi var dog lidt bekymrede for, at han skulle kede sig for meget, da jeg er på arbejde. Men det gik nu fint nok, og vi kørte ham hjem til Viborg tirsdag aften. Han ville gerne på McDonald's, så vi holdt ind ved spisestedet i Viborg inden vi kørte ham hjem.

Og nu ser det endelig ud til, at sommeren for alvor er på vej. Sådan er det tit, når børnene skal i skole igen. Men fint nok for os, der skal holde lidt ferie nu.


Lørdag den 13. juni 2020

Jeg er blevet gamer. Altså sådan en, der sidder i mørke med computerskærmen tændt og spiller "Fortnite" mod andre "nørder" i hele verden. Godt nok ikke helt med min egen vilje, men på opfordring, eller nok snarere ordre fra det ældste barnebarn på otte år. Det skete forleden weekend, da han sammen med sine forældre og lillesøster besøgte os. Efter kaffen meddelte han kort og godt: "Kom morfar, vi går ind på dit kontor og så henter du lige "Fortnite", så kan vi spille det."

Jeg havde tidligere sagt til ham, at det kunne være, at jeg skulle hente det, så vi kunne game sammen. Ja, det hedder åbenbart ikke spille længere, men game...  Det skulle så altså være nu. Så det blev gjort, selv om det tog en evighed at få hentet ned på computeren. Så hentede knægten en stol mere ind og trak rullegardinet ned og slukkede loftlyset, hvorefter han selv satte sig på min kontorstol, mens jeg skulle sætte mig på den anden. Så skal jeg love for, at jeg kom i skole. Alle de forskellige kommandoer kunne han i hovedet, selv om han til daglig ikke spiller Fortnite på en pc, men på en Playstation med controllere. Jeg fik travlt med at skrive de forskellige kommandoer ned på et stykke papir. Det fik jeg ros for.

"Det er smart, at du skriver det ned, ellers kan du nok ikke huske det", lød det anerkendende fra den otte-årige gamer. Efter et stykke tid som tilskuer fik jeg besked på, at nu var det min tur. Og - indrømmet - det gik værre end dårligt. Jeg blev dræbt hurtigere end jeg nærmest kunne nå at blinke med øjnene. Så tog knægten over igen, og jeg fik endnu flere gode råd og tip. Næste gang jeg blev bedt om prøve gik det så en smule bedre, men bestemt ikke særlig meget. Det var totalt ukendt land for mig.

Jeg har efterfølgende spillet lidt uden ham - undskyld, gamet, naturligvis - og det er da lykkedes mig at komme fem levels op. Jeg har dog endnu til gode at dræbe en modstander, men det har været tæt på. Jeg har også været heldig at være online sammen med barnebarnet og en af hans kammerater, der synes, at det var sejt, at morfar var blevet en gamer, så vennen sendte en venne-anmodning i spillet. Behøver jeg at sige, at de to knægte nærmest tværede mig ud i Fortnite...

Jeg har vist ikke givet mig af med den slags, siden sønnen havde en spillekonsol Commodor 64, hvor jeg ind i mellem var med. Dengang var det dog mest sportsspil og arkadespil. Nu om dage er det kun slikspil og wordfeud, som jeg spiller lidt på iPad'en.

Fredag den 5. juni var det Grundlovsdag. Det er i og for sig ikke så vigtigt. Det er langt vigtigere, at det var Fars Dag. Så ved man, at der vanker gode sager fra børnene. Det holdt også stik i år, hvor de havde fået lavet en kurv med lækre ting og sager. Tusind tak for kurven, unger...

Så er der igen - igen - igen sparerunde - læs fyringsrunde på Jysk Fynske Medier, som Ugeavisen Grindsted jo er en del af. Det er den syvende sparerunde på fire år. Denne gang er udmeldingen, at der skal afskediges op mod 100 medarbejdere. Det skyldes især coronakrisen, men selv om den ikke var kommet, så var der såmænd nok kommet en fyringsrunde alligevel. Den 1.- og 2. juli bliver der meldt ud, hvem der bliver prikket denne gang.


Torsdag den 7. maj 2020

Tirsdag den 5. maj havde jeg fødselsdag. Det blev en god, men stille dag på hjemmekontoret, som stadig fungerer som min arbejdsplads på grund af coronahelvedet. Om eftermiddagen skete der dog lidt usædvanligt, men glædeligt. For Louise og børnene stod pludselig og sang fødselsdagssang med flag og gaver i indkørslen. Indenfor turde vi ikke at byde dem, så jeg måtte nyde det på afstand og det var også fint - når nu det skal være. Til aftensmad leverede Karin min livret, som er stegt flæsk med persillesovs, så det var bare lækkert. Jeg har ellers ikke taget det corona så tungt, før forleden dag, da jeg fik målt blodtryk af sygeplejersken i lægehuset i Borgergade. Det var højt, som i meget højt, og på spørgsmålet om jeg var i den såkaldte risiko-gruppe lød svaret kort og kontant: "Ja, det er du i allerhøjeste grad." Siden har jeg taget det meget alvorligt. Altså jeg har naturligvis fulgt sundhedsstyrelsens påbud om afstand og afspritning og hyppig håndvask af mine hænder, og vi har holdt os fra tæt social kontakt med alle - også børn og børnebørn. Jeg har bare ikke tænkt det som en mulighed, at jeg skulle være i risiko-gruppen.

At mit blodtryk var højt kom nu ikke så meget bag på mig. Det har det været i flere år, hvor jeg har taget blodtryksmedicin. Jeg har bare ikke fået det kontrolleret i flere år, skønt jeg godt ved, at netop forhøjet blodtryk ofte bliver kaldt den "usynlige dræber". Det er nok fordi, at man ikke mærker noget til det. Jeg gør i hvert fald ikke, og derfor er det træls at skulle rende til lægen til kontrol hele tiden - plus at jeg skal måle blodtryk tre dage inden aftalen hos lægen. Især fordi ingen læger endnu har fundet ud af, hvorfor mit blodtryk er så højt. Og endnu vigtigere: Ingen piller har endnu formået af få trykket ned. Så jeg ved, at det er en langvarig affære.

Den 4. maj var en særlig dag. Det var som bekendt 75-året for Danmarks Befrielse. Selv om vi ikke var født dengang, så markerer vi altid dagen ved at sætte lys i vinduerne. På grund af jubilæumsåret havde vi udvidet, så vi havde lys i stort set alle vores vinduer.

I den tid, hvor coronahelvedet har hærget, har vi nærmest kun set børn og børnebørnene på fotos, video eller facetime. Nikolai og Marie har vi hilst på et par gange i indkørslen eller ude på gaden - på afstand. Marius og Mille har vi ikke set fysisk siden en gang i marts. Men nu hvor Danmark begynder at lukke op, så tænker jeg godt, at det snart kan forsvares, at vi mødes igen på en eller anden måde, som er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det glæder vi os til. Så kan det være, at vi får mulighed for at se Mille komme neglelak på fingrene, som det ser ud til, at hun er begyndt på.


Lørdag den 28. marts 2020

Jeg har skiftet arbejdsplads. Det er ikke sket med min gode vilje men på grund af det dersens coronavirus. Derfor har mit kontor på privatadressen været min arbejdsplads siden den 16. marts. Akkurat som det har været tusindvis af andre danskere. Det har været – og er mærkeligt – at al kommunikation med kollegaer foregår over telefon, mail eller Skype. Men bare teknikken virker, så går det da fint. Når nu det skal være, og det har den ondsindede coronavirus så besluttet at det skal. Flere har spurgt, om jeg så bare sidder og fiser den af. Til det kan jeg med god samvittighed sige, nej det gør jeg ikke. Mine daglige rutiner er ikke blevet ændret af, at jeg arbejder hjemme. Jeg står op på nøjagtig samme tid, som jeg plejer, gør nøjagtig de samme ting, som jeg plejer om morgenen – hvilket også omfatter en gåtur. Den eneste forskel der er, det er at jeg går ind på mit kontor og lukker døren i stedet for at sætte mig ud i bilen og køre ind på redaktionen på Jernbanegade 19.

Der er dog sket en lille forskel i arbejdet. Det er, at jeg laver flere interview over telefonen end før corona-krisen ramte os. Jeg kan ellers bedst lide og komme ud til folk og se dem i øjnene, når vi taler sammen, så jeg har aldrig lavet mange telefoninterview. Det skyldes, at min erfaring siger mig, at interviewene bliver bedre, når vi sidder overfor hinanden, da kilderne åbner sig mere end når vi taler over telefonen. Men da der jo – endnu – ikke er udgangsforbud, så har jeg har vovet mig udenfor og talt med noget få kilder. Naturligvis på behørig afstand, som det jo er blevet anbefalet af sundhedsmyndighederne.

Nu står påsken snart for døren og restriktionerne fra regering og sundhedsmyndigheder gør, at vi danskere kommer til at droppe påskefrokoster og andre sammenkomster i anledning af højtiden. Det betyder så også, at vi ikke kan se vores børn og børnebørn og det er snart det værste. Det er snart længe siden, at vi har set dem. Bevares, vi klarer det med facetime over telefonen, men det er nu ikke helt det samme, som at være sammen rent fysisk. Jeg har ellers altid bandet det der facetime langt væk, men nu må jeg indrømme, at det kan noget.

Jeg håber snart, at vi kan vende tilbage til mere normale tilstande og jeg har ikke forstand på, hvad der er op og ned – rigtig eller forkert – i regeringen og sundhedsstyrelsens håndtering af sundhedskrisen. Jeg undrede mig bare over, at sundhedsstyrelsens direktør i starten af krisen gang på gang sagde, at det var ikke nødvendigt at sende folk, der kom hjem fra udlandet, i karantæne. Det synspunkt har han så siden ændret efterhånden som corona-helvedet blev mere og mere omfattende. Hvis de karantæner var blevet gjort obligatoriske fra starten, så kunne det jo være, at mange af de corona-smittede var gået ram forbi. Men det er jo altid nemt at være bagklog.

Men hallo, nu er foråret over os. Det kan coronavirussen heldigvis ikke gøre noget ved. For selv om vi mest skal opholde os hjemme, så kan vi da stadig gå ud i haven, hvor græsset er blevet slået for første gang. Det er flere uger siden, så det bliver en lang sæson, men bare solen skinner, så er det hele meget sjovere.

 


©Copyright Jan Kronvold 2020-2021