Forside


Dagbog


Jan Kronvold


Vores huse


Vores hunde


Mail


Dagbog

Tirsdag den 06. august 2019

Vores lille baby i form af hundehvalpen Messi, der er en labrador-blanding fra den 14. marts, har vist sig at være andet end en lille baby. Han er også en gravhund – eller ”gravehund”. Hvad det er han graver efter, er uvist, men det foregår rundt omkring i græsplænen, der flere steder ligner et månelandskab med kratere og huller.

 Jeg fylder hullerne op med jord, og skælder ham ud, og lægger så fliser eller store marksten ovenpå hullerne. Og der er snart flere fliser og sten end græs i haven. Fliserne og stenene er dog ingen hindring for Messi. Han graver da bare ved siden stenene – på flere sider. Og ikke så snart er der lagt en ny sten før gravemesteren slår til igen – endda mens jeg står lige ved siden af. Det virker meget provokerende. Eller også er det en leg, han leger med os. Hvordan vi lige får ham til at indstille gravningen, det har jeg desværre ikke løsningen på.

Vores gamle hund, Sorte, gjorde det også, da han var hvalp. Måske de i virkeligheden er så trætte af os, at de prøver at grave sig ud af haven. Væk fra os. Jeg vælger dog at tro, at det ikke er tilfældet, for han virker til at være ret glad for os. Faktisk er han lidt klistrende, men til tider også meget kælen og kærlig. Han blev meget hurtig renlig, og er også blevet mere rolig. Han er blevet ret god til at gå i snor, selv om det går langsomt, da han er fantastisk nysgerrig på alt, hvad der sker omkring ham. Cyklister og robotplæneklippere er især meget spændende. En sådan robotplæneklipper i arbejde kan han godt sidde i lang tid og studere. Så det tager sin tid at gå tur med Messi, der også gerne tager alt fra græstotter over harelort til sten i munden. Det kræver af og til lidt kamp at få en sten ud af munden på ham.

 Vi har også fået ham vænnet til at køre bil. Efter nogle forskellige forsøg endte vi med at købe et transportbur af aluminium til bagagerummet. Vi troede faktisk ikke, at han ville være der. Så vi forventede et forfærdeligt hyleri og gøen fra bagagerummet. Vi blev derfor meget overraskede, da han faktisk ikke sagde en lyd, og gør det stadig ikke. Nu har han tilmed fået et ”væg-til-væg” tæppe monteret, så han ikke glider rundt i buret. Det fungerer fint. Det gør det også med at være alene hjemme, hvor han nu er oppe på over fire timer. Og han har endnu ikke ødelagt noget. Men han vokser utrolig hurtigt. Han vejer nu over dobbelt så meget, som da vi hentede ham og det første seletøj er blevet skiftet ud – og også halsbåndet, der er skiftet to gange.

 Han har det dog med at hoppe op af mennesker og de sylespidse tænder vil gerne have fat i hænder, strømper eller bukser – eller hvad han nu kan få fat i. Vi voksne kan godt håndtere det ved at få ham til at blive på gulvet, men det er straks noget værre med børnebørnene. De fleste af dem er bange for ham, og det er faktisk lidt af et problem. Vi håber, at det bliver bedre, når han får skiftet sine hvalpetænder, og dermed holder op med at bide i alting. Der er kommet nye fortænder i over- og undermund. Nu venter vi bare på, at de fire spidse tænder også bliver skiftet ud, og gravhunden i ham snart indstiller gravearbejdet i haven…


Onsdag den 12. juni 2019

Torsdag den 9. maj blev der vendt totalt op og ned på vores liv. Der fik vi nemlig igen en hund i huset. Eller rettere: Vi fik en lille baby. For det er præcis det, som en hundehvalp på bare otte uger er. Det er nøjagtig det samme som at få en baby igen. Det er hårdt, og det havde vi lykkeligvis glemt alt om, da vi efter mange overvejelser og lange snakke besluttede os for at få hund igen. Det er trods alt over 15 år siden, vi sidst havde en hundehvalp.

Da vi kom af med vores gamle hund, Sorte, i august 2018 havde vi ellers besluttet, at han blev vores sidste hund. Vi var enige om, at vi var alt for bundet af at have hund. Men tomheden og savnet efter en at komme hjem til, gåturene og ikke mindst hyggen ved at have en hund blev til sidst for stort. Så i ganske lang tid holdt jeg øje med annoncerne i Gul & Gratis og Den Blå Avis efter hvalpe. Og vi var ret sikre på, at det skulle være en Labrador-blanding igen. Vi var helt enige om, hvilke hunde, der ikke skulle være i blandingen. Det var sådan noget som Schæfer, Rottweiler, Dobermann og de såkaldte muskelhunde.

Mit blik var nogle gange faldet på en annonce fra Viborg-kanten, hvor en sort Labrador havde fået fire hvalpe. Tre hanner og en tæve. Faderen var boxer, og så vidt jeg har kunnet google mig frem til, så er denne race også ret godmodig, nøjagtig som som labradoren. Vi var i sommerhuset i Bork efter påsken, og det var her de lange samtaler frem og tilbage, for og imod at få hund igen blev taget. Jeg skrev på annoncen og spurgte om der var flere hanner tilbage. For vi vil ikke have tæver. Det var der. Så det endte med, at vi kørte fra Bork og til Viborg og så på hvalpene. Den ene han var helt sort, mens der var en der var sort med en lille bitte smule hvidt på brystet. Den tredje han og tæven havde lidt brune aftegninger - tydeligvis fra Boxeren. Og hvis vi ikke var overbeviste om, at vi skulle have hund igen, så blev vi det, da vi stod med de små kræ. Vi faldt for den sorte han, der havde lidt hvidt på brystet. Og navnet. Det var på plads. Han skulle hedde Messi efter fodboldspilleren Lionel Messi fra FC Barcelona.

Lille Messi var otte uger torsdag den 9. maj. Det betød, at han var klar til at flytte hjemmefra. Det passede med, at vi kunne tage ham med hjem, da vi kørte fra Viborg efter at vi havde hentet Marius og Mille. Det var første gang Messi kørte i bil. Jeg sad på bagsædet med ham, og han peb lidt, og da vi havde kørt et stykke tid kastede han op. Det gentog sig en gang til på turen. Men til hans undskyldning, så havde han vist lige fået mad, og det skulle han nok ikke have haft.

Vi vejede ham om fredagen - altså dagen efter - og da vejede han 8,2 kilo. Efter fire uger vejer han nu 12,3 kilo. Så han er ved at være en tung knægt at løfte rundt på. Han er stort set renlig nu, men det har også været lidt af et slid at nå hertil. Når han har sovet, leget, spist eller begynder at søge rundt, så har vi fået ham ud i haven med det samme. Også om natten. I starten var det et par gange, men nu er jeg kun ude med ham en enkelt gang. Så er vi ved at træne ham til at køre bil og til at være alene hjemme. Det går det ret godt med, men det med bilen er ikke hans store livret.

Det værste er næsten, at der skal bides i alt med de sylespidse hjørnetænder og vi glæder os til, at han får skiftet tænder. Så tænker jeg, at det bideri stopper. Det går også ud over vores hænder og tæer, og Karin har måttet have en vaccination for stivkrampe, hvad hun aldrig har fået tidligere.

Men det er dejligt at have fået en hund i huset igen. Sikke en velkomst jeg får, når jeg kommer fra arbejde. Og hyggeligt at have en til at lunte rundt igen og ikke mindst at gå tur med. Det er nu ikke det samme at gå selv. Det føles forkert, selv om jeg synes, at jeg har været god til at komme af sted. Næsten uanset vejret.

Det var ellers planen, at jeg ville gå til hvalpetræning med ham. Det er det stadig, men desværre kan jeg ikke se, at der er hundetræning hen over sommeren i jagtforeninger i Billund Kommune. Ikke fordi han skal bruges til jagt, men min erfaring siger mig, at den grundtræning, som man kan få der, er rigtig god. Men så vidt jeg kan se, starter der træning i jagtforeningerne igen til september, så må vi i gang der. For jeg vil gerne, at vi kan kalde ham til os, kunne gå pænt i snor, og at kunne sidde og dække på kommando.


Mandag den 15. april 2019

Det er ved at være længe siden, dette site blev opdateret. Det skyldes, at jeg har været underdrejet i over et halvt år, men er nu så småt ved at komme op til overfladen igen. Den 18. september 2018 måtte jeg ganske enkelt hejse det hvide flag og kapitulere. Jeg kan ikke helt huske i detaljer, hvad der skete. Blot at jeg havde det som om, at der blev slukket en kontakt, så der ingen forbindelse var mellem mit hoved og min krop. Jeg kan svagt huske, at jeg og stirrede ind i min pc skærm på ugeavisen, men anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Det blev indledningen til den nok mest forfærdelige periode i mit liv hidtil. Jeg var helt væk, og husker som nævnt ikke så meget fra den periode. Diagnosen hos lægen var ret klar: Du har fået stress og sandsynligvis en depression.

De eneste ting jeg foretog mig i de næste måneder var nærmest at sove, spise lidt og sove. Og så begyndte jeg at gå meget lange ture. Det hjalp fantastisk godt. Når jeg gik, var det som om hjernen blev blæst fuldstændig igennem. Jeg blev også træt af turene, men det var nu også fordi jeg i lange perioder sov virkelig dårligt om natten. Men jeg er sikker på, at de lange gåture flere gange om dagen var medvirkende til, at jeg sidst i november begyndte at få det bedre. Jeg kunne pludselig begynde at læse bøger igen. Noget, jeg ellers nærmest kun havde gjort i min sommerferie. I begyndelsen af min sygeperiode kunne jeg slet ikke samle mig om at læse. Jeg kunne ikke huske, hvad jeg læste.

I januar var jeg klar til at begynde at snuse lidt til jobbet igen, men den 19. januar var jeg så uheldig at brække min højre langfinger to steder. Det betød, at højre arm kom i gips op til albuen. Det betød så også, at min tilbagevenden til arbejdet blev udsat i fire uger. Så først i slutningen af februar begyndte jeg så småt at vende tilbage. Dog kun med få timer. Planen er, at jeg langsomt skal op i tid. Det varer dog endnu lidt, inden jeg kommer op på fuld tid.

I mange år har vi haft to biler her i husstanden. Men da Karin ikke længere arbejder, blev vi enige om, at det var nok med kun én bil. Så vi solgte begge vores biler, Hyundai i20 og Hyundai i30 til Ejvind Larsen i Sdr. Omme, som til gengæld skaffede os en ny Hyundai Tucson - en demobil, der havde kørt 2400 kilometer. Det var en sand fornøjelse igen at kunne stige ind og ud af en bil, i stedet for at skulle ned og op af en bil. Og så havde jeg glemt, hvor godt et udsyn der er fra sådan en SUV, siden jeg solgte min gamle Hyundai i35. Det var lidt som at komme hjem igen. Nu skal vi bare til at vænne os til, at tingene skal koordineres. Men det kan andre mennesker finde ud af, så det må vi også kunne.

Med forårets komme er det blevet tid til de udendørs glæder. Vi har købt et solidt bord-bænke-sæt, som vi har stillet omme i baghaven. Der sidder vi nemlig ofte, når det bliver for varmt på terrassen om eftermiddagen. Vi købte sættet hos Herningholms tekniske skole, og det var tømrerlærlinge, der var i skolepraktik, der havde fremstillet det. Inden det blev sat ud gav jeg det to gange træbeskyttelse. Nu venter vi bare på, at temperaturerne skal komme så højt op, at vi for alvor kan indtage haven og terrassen.

Men påskevejret lyder indtil videre lovende, hvilket er lidt usædvanligt, da det ofte er både blæsende og koldt i påsken. Men vi kan da håbe på, at meteorologerne for en gangs skyld rammet plet. Det er nu ikke så tit, at det sker.


Vores nye Hyundai Tucson, naturligvis leveret af Ejvind Larsen i Sdr. Omme - endnu en gang.


Fredag den 21. september 2018

 Fredag den 3. august var en sorgens dag her i huset. Det blev den dag, som vi havde frygtet i lang tid, nemlig den dag, hvor vi måtte tage afsked med vores hund, Sorte, der nåede at blive 14 år og tre måneder. Dagen - og de efterfølgende dage, uger og måneder var - og er - forfærdelige. Vi savner ham hver eneste dag, og synes hele tiden, vi kan høre ham.

Så Karin fik ret, da hun flere gange sagde, at hun ikke troede, at han kom med i sommerhus i Bork i vores sommerferie. Den holdt vi i ugerne 34-35-36. I weekenden inden ferien var vi til Blomster Festival i Odense. Selv om vi kommer fra Odense, var det første gang i oplevede festivalen. I år var der koblet cykler på blomstertemaet og der var mange flotte blomster og beplantninger, men jeg var nu lidt skuffet. Jeg synes, at cyklerne var lidt for fremtrædende i forhold til blomsterne. Men det blev en rigtig hyggelig dag sammen med Jane i den fynske hovedstad. Det blev også til en fadøl udendørs på Flakhaven og et besøg i rådhussalen på Odense Rådhus. Og vi fik købt nogle forskellige typer græsarter med hjem fra Odense. Det er bestemt ikke sidste gang, vi besøger festivalen.

I Bork havde vi frygtet for, at det blev rigtig dårligt vejr efter de mange måneders sommer og sol. Men det blev faktisk tre dejlige uger, hvor det meste regn kom om aftenen og om natten. Kun en dag måtte regntøjet taget i brug, og det var på ingen måde koldt. Jeg havde kun lange bukser på én dag, og det var den dag, hvor det regnede. Så vejret kan vi bestemt ikke klage over. Men lige som derhjemme, manglede der jo noget i sommerhuset i Bork: Sorte. Vi manglede hans "dikkedik, dikkedik" hen over trægulvet og i det hele taget hans tilstedeværelse. Alligevel fastholdt vi gå-turene både morgen og eftermiddag, og det er vi fortsat med efter vi er kommet hjem igen. Men det er godt nok mærkeligt at gå ture uden Sorte.

I det vestjyske hyggede vi som sædvanlig og gennemførte vores efterhånden velkendte traditioner. Det var frokost på Torvet i Ringkøbing, der dog i år blev flyttet fra selve Torvet til en hyggelig gårdhave ved Torvet. Det blev også til besøg ved Sandskulpturfestivalen i Søndervig. I år var temaet "Trolddom og magi" og endnu en gang blev vi imponerede over de flotte kunstværker, der er skabt af sand. Vi besøger dog ikke attraktionen hvert år, men hvert andet eller tredje år. I år var vi også på besøg på Ho Fåremarked, som var rigtig hyggeligt, og hvor der kom en elefant mere med hjem til samlingen.


Mandag den 06. august 2018

Lørdag den 28. juli kørte vi til Ringkøbing, hvor den 50. udgave af Ringkøbingløbet blev afviklet. Som altid sluttede det 100 kilometer lange løb ved Hotel Fjordgården, hvor et dommerpanel skulle kåre den mest originale bil. Deltagerne var iført klæder, som passede til den bil, som de deltog med.

Det var endnu en gang en god oplevelse, selv om der denne gang var færre deltagere end sidst, vi var i Ringkøbing og se på de prægtige gamle biler. Det varme vejr bliver åbenbart bare ved og ved, og heldigvis kunne vi købe lidt vand til vores tørre ganer i det varme vejr.

Vi mødtes med Louise, Kim og børnene ved hotellet, hvor der traditionen tro var mødt mange frem for at se nærmere på bilerne, hvor den ene nærmest var flottere end den anden. Og en ting er sikkert, der var mere sjæl over bilerne fra en svunden tid, end det er tilfældet i dag, hvor bilerne nærmest ligner hinanden alle sammen. Det er nærmest kun logoerne, der vidner om, at bilerne ikke er helt ens. 

Ringkøbing var et sjovt gensyn med mange af de biler, der var almindelige i bybilledet for mange år siden. Måske var svenske Pippi Langstrømpe ikke en del af bybilledet, men hun var med i Ringkøbing - naturligvis kørende i en svensk klassiker, en Saab. Der var også en del gamle Volvo'er på pladsen ved hotellet.

Deltagerne kom fra mange forskellige dele af landet, hvilket vidner om god opbakning til løbet. Og nummerpladerne var også vidt forskellige. Der var nogle af de helt gamle, nogle lidt nyere og så nogle af de plader, som anvendes i dag.

Spændende at se den udvikling af biler, som der har været. Lige fra de helt gamle firkantede modeller a la Ford T til nyere sportsvogne, som eksempelvis Mercedes i forskellige modeller.

På pladsen ved hotellet er en lille sø med springvand, og i solen gav det et helt særligt spil med vandstøvet foran de gamle, skinnende og velholdte køretøjer.

Små hurtige sportsvogne var der en del af. Og selv om interiøret er lidt primitivt i forhold til nutidens biler, så kan man ikke komme uden om, at de små sportsvogne er flotte. Og fælles for alle bilerne er, at værdien holder - eller de stiger i værdi - så det er vist ingen helt dårlig forretning at investere i sådan en.


Vi sluttede dagen i Ringkøbing med at tage hen på det hyggelige torv og spise en is sammen med Louise, Kim og børnene. Derefter kørte Karin og jeg videre til Søndervig, hvor vi mødtes med Maria, Jens og børnene, der var taget i bowlingcentret, der samtidig er legeland.

Mens vi var der kom der for første gang i mange måneder regn, og der fulgte endda nogle ordentlige tordenskrald og lyn med. Men da Karin og jeg kørte hjem, holdt det op. Da vi kom til Grindsted viste regnmåleren dog, at der var kommet 26 millimeter regn.


Søndag den 10. juni 2018

Siden den første uge i maj skal jeg da love for, at vi har haft sommer i Danmark. Det har snart varet i halvanden måned. Først i dag - søndag den 10. juni - har vi fået fire millimeter regn, som landmændene har sukket efter. Men det passede nu os fint, da jeg i uge 23 holdt en uges ferie. Eller, det vil sige, det blev mere arbejde end egentlig ferie. Jeg havde påtaget mig at ordne træterrassen på Maria og Jens' nye sommerhus ved Bjerregård. Den var sat sådan til med alger, at det var livsfarligt at gå på den, når den var våd.

 Inden turen gik til Bjerregård havde jeg fået gode råd hos malermester Peter Veilgaard, der i stedet for algefjerner havde noget giftigt stads - vist noget syre - som han mente var det helt rigtige at rense terrassen af med. Terrassefix, hed det vist. Der skulle bruges masser af vand, da det skulle smøres på i våd tilstand med en blød børste. Det blev dog lidt af en udfordring med vandet, da den udvendige vandhane ikke virkede, og jeg havde ikke værktøj med til at kigge nærmere på den. I stedet blev vandslangen koblet på i badeværelset, men det var utæt, så vandet sprøjtede ud. Det blev klaret med de for hånden værende midler, som man siger. I dette tilfælde et par håndklæder, og så var Karin ellers vandmester. Hun åbnede og lukkede for vandet, når der var behov og det var der ofte, for i den stegende hede tørrede træet med det samme.

Det tog to dage at få renset terrassen for alger. I den tid er så også regnet en tur til Grindsted og retur, da vi hurtigt kunne se, at der ikke var hverken Terrassefix eller olie nok og tirsdag den 5. juni var det jo helligdag, så der havde Peter Veilgaard lukket. Tirsdag aften kunne jeg knap rette mig op i ryggen efter at have gået og skrubbet og skurret i to dage.

Onsdag fik terrassen så olie, og det gik hurtigere. Så torsdag kunne vi holde en feriedag. Den tilbragte vi i Hvide Sande. Fredag rykkede jeg så alle tingene tilbage på terrassen og vi pakkede sammen og satte kursen mod Grindsted. Nu håber jeg så bare, at de unge mennesker er tilfredse med resultatet af vores anstrengelser. Men jeg ved, at jeg har gjort hvad jeg kunne - og så kan man som bekendt ikke gøre meget mere. 

Men selv om det var et større arbejde end jeg havde forestillet mig, så havde vi en god - men hård - uge i det vestjyske. Vi var heldige med vejret, så vi kunne ordne terrassen, og spiste udenfor alle dagene. Det var også et tiltrængt pust fra endnu en træls sparerunde på Jysk Fynske Medier. Denne gang skal der findes besparelser på 90 million kroner. Det blev meldt ud i maj, og det kan ikke undgås, at det endnu en gang koster redaktionelle stillinger. Det er så træls, at det bare bliver ved med de evindelige sparerunder. Efter den store sparerunde i sensommeren 2017 spurgte jeg direktøren for det hele, Jesper Rosener, hvornår den næste runde kom. Svaret var, at det skete ikke foreløbig, selv om avissalget og reklameindtægterne kun går én vej, og det er ned. Der skulle findes indtægter på andre områder, sagde Rosener.

Da så meldingen om endnu en sparerunde kom, da indrømmer jeg gerne, at jeg blev gal. Ved de seneste sparerunder har jeg ikke taget det så nøje, men når nu Rosener stod og afviste flere sparerunder lige med det samme, så må der - alt andet lige - være ansvarlige økonomichefer, der ikke er deres opgave voksen. For det kan ikke være rigtigt, at der allerede nu skal spares så mange penge. Så kunne de lige så godt have skåret endnu dybere i efteråret. Jeg havde håbet på, at der ville gå et par år eller tre mere, men det kan være, at der snart bliver meget mere tid til endnu flere arbejdsferier ved Vestkysten. Det må den nærmeste jo fremtid vise.


Tirsdag den 01. maj 2018

Projekt hjemmegjort husnummer i messing blev rimeligt vellykket, hvis jeg selv skal sige det. Derfor var det nærliggende at fortsætte i samme spor, da vi også manglede et navneskilt, der vel og mærke kunne ses. Ikke fordi postbuddet kommer ret tit mere, men det sker da, at der kommer pakker til matriklen, og så er det jo nok bedst, hvis chaufføren kan se, at det er det rigtige navn han leverer til.

Fremgangsmåden var den samme til navneskiltet som til husnummeret. Først blev navnet printet ud på papir, så tegnet over på madpapir og derefter kopieret over på et stykke pap. Det var faktisk det, der voldte flest problemer i processen, for jeg kunne ikke finde et stykke pap, der var kraftigt nok, og det måtte ikke være bølgepap, da det ikke er til at skære ud. Løsningen blev, at jeg limede to stykker pap sammen. Så blev bogstaverne skåret ud med en kniv og derefter tegnet over på et stykke messing med en ridsespids. En lang række kørnerprikker i hvert bogstav gjorde det nemmere at bore bogstaverne ud.

 For at det ikke skulle "synge" for meget havde jeg en træklods bag messingpladen under hele processen. Og som det kan ses, var det ret mange otte millimeter huller, der skulle bores.

 Så fulgte udskæringen mellem hullerne. Det foregik med en stiksav med en fintandet klinge. Så fulgte det mest tidskrævende arbejde, som faktisk også var det vigtigste. For det er sidste step inden finpudsningen.

 For at få en skinnende blank plade skulle der knofedt til. Først polering med smergellærred for at tage de værste ridser og ujævnheder i overfladen. Så fik pladen en ordentlig omgang slipol og til sidst en gang "Chrome Glans", så messingpladen, nøjagtig som husnummeret står skarpt og funklende. Og hvis jeg selv skal sige det, så er det da blevet ganske vellykket, og ikke mindst ganske gratis at fremstille.

Og ikke mindst er det så stort, at det kan ses hvem der bor på matriklen.


 


©Copyright Jan Kronvold 2018-2019