Forside


Dagbog


Jan Kronvold


Vores huse


Vores hunde


Mail


Dagbog

Lørdag den 15. februar 2020

Tro det eller ej, men både Karin og jeg er nu kommet halvanden måned ind i 2020 uden at komme alvorligt til skade eller på anden vis galt af sted. Bevares, helt sluppet fri for dårligdomme er vi naturligvis ikke. Vi kæmper begge med en irriterende hoste, som vi ikke kan komme af med. Til vores trøst - hvis det er det - så kan jeg forstå, at der er mange der døjer med en lignende hoste rundt omkring. Nå, men sidder så lige her og hører Jørgen De Mylius i Eldorado på P5 på den bluetooth højttaler vi fik i julegave hos Jysk Fynske Medier. Nye tider i forhold til dengang, De Mylius slog sine folder på P3, som blev hørt på en god gammeldags radio. I dag bliver det meste musik jo streamet fra en app på smartphonen. Men der er noget nostalgisk over at sidde og lytte til manden, som man jo synes har været der i radioen altid, og som på en eller anden måde har været med til at forme den musiksmag, som jeg og mange andre i min generation har i dag. Heldigvis spiller manden i min højttaler stadig mange af de gode gamle sange, som stadig holder her 30 og 40 år efter, de blev skrevet og indspillet. Og alt imens den gode musik strømmer ud i rummet pisser det naturligvis igen, igen, igen ned udenfor, som det snart har gjort i uendelig lang tid. Der er kommet så meget regn hen over efteråret, at det vist snart er at betragte som vintervejr. Landmændene kan ikke køre på markerne og dermed har de svært ved at komme ud og sprede gylle - med mindre de har larveføder på maskinerne - hvor det vel snart bliver standard med larvefødder på traktorer.

I uge 2 - først i januar - var Karin og jeg en uge i sommerhus i Bjerregård på Vestkysten. Vejret var ikke det allerbedste, og det blæste meget, som det jo gør på de kanter. Jo, jo, selvfølgelig regnede det da også. Det var dog især om aftenen og natten, at der blev lukket op for sluserne. Ind i mellem tittede solen også frem, så vi kunne komme ud og gå lidt i den skønne natur, som der er ved Vesterhavet. Det halvdårlige vejr betød, at jeg fik læst et par krimier i løbet af ugen, så det var faktisk rart nok. Men selvfølgelig er det altid sjovere, når solen skinner. Så får vi mennesker en helt anden gejst og motivation til det hele. Men det er jo nok noget, som vi skal vænne os til - det regnfulde og stormende vejr. Der er sket ændringer i klimaet - ingen tvivl om det. Men det er jo sket masser af gange i historien og jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget der er menneskeskabt og hvor meget der ikke er. Fakta er bare, at stat og kommuner er nødt til at gøre noget for at forebygge at gader, veje, kældre og huse bliver oversvømmet den ene gang efter den anden, ligesom det skal tænkes ind, når der skal projekteres nye veje, hvor kloakkerne skal kunne klare vandet.

Nu er det så bare spændende, om forår og sommer bliver ligesom efteråret 2019 og den første lille bid af 2020. Så bliver det både gråt og regnfuldt. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, hvis det skulle gå hen og blive sådan. Men det gør det naturligvis heller ikke. Vi er nødt til at tage ja-hatten på og tro på, at sommeren 2020 bliver lige så fantastisk som sommeren 2018 var. Nå, ja, der var der mange der mente, at det var alt for varmt. Det er ikke nemt at gøre os mennesker tilpas. På den anden side, så kan vi ikke gøre en pind ved hverken den massive regn eller hedebølge.


Søndag den 22. december 2019

I dag, søndag den 22. december, er det årets korteste dag. Det betyder, at fra i morgen bliver dagene længere og længere. Med andre ord, vi går lysere tider i møde. Det bliver simpelthen bare så dejligt. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg hverken er den store tilhænger af hverken efterår eller vinter. Jeg er til den lyse tid af året, nemlig forår og sommer. De to andre årstider skal nærmest bare overstås. Men bevares, julen har da også sin charme. For mig er det mest de mange smukke lys i mørket, og så ikke mindst at se, hvor meget børnebørnene går op i det med drillenisser og julemænd. Desværre bliver illusionerne om en julemand ødelagt, når børnene begynder at gå i skole. Det kan jeg jo se på Marius på otte år, der ikke længere tror på julemanden og alle hans gøremål op til jul.

Her på matriklen købte vi juletræ først på måneden. I år købte vi et på Knækvej i Grindsted, hvor vi skulle fælde træet selv. Træerne var ikke voldsomt høje, men det passede os fint. Det seneste par år har vores juletræer ikke været så høje, som vi ellers altid har sværget til. Men et juletræ skal vi nu have. Det hører sig til, og det er ret hyggeligt at have det stående og lyse op i stuen gennem hele december. Lige præcis at lyse op var nu ikke det, som vi kunne beskylde vores juletræskæde for i år. Og så kom vi i tanke om, at det allerede var galt sidste år, hvor vi ellers havde husket hinanden på, at vi skulle huske at købe en ny kæde i år. Det kom vi først i tanke om, da kæden var kommet på træet og det var det øvrige pynt også. Vi talte lidt om det et par dage, men blev så enige om at lade det være i år. Og så skulle vi HUSKE, at købe en ny til næste år. Men da så flere pærer helt lod være med at lyse, så blev vi alligevel enige om at købe en ny kæde - i år. For pærerne på kæden kunne ikke skiftes. De var ellers de såkaldte LED-pærer.

Jeg gad ikke køre ud til Jem & Fix, da det var der vi havde købte den gamle, der ellers ikke var så gammel endda. Højst tre år. I stedet prøvede jeg lykken hos elinstallatør Finn Lauritsen. Et sted vi ellers ikke har den helt store fidus til, efter flere uheldige oplevelser. Men jeg var heldig. Minsandten om de ikke have en indendørs juletræskæde. Nuvel, ikke til de priser, som Jem & Fix kører med, men så kan vi da håbe på, at den varer længere - og så kan LED-pærerne skiftes. Så kom den store udskiftnings-prøve. Vi havde vurderet, at vi måske kunne nøjes med at tage guirlanderne og flagene af træet for at kunne afmontere den gamle kæde. Den strategi holdt stik. Den gik ganske glat. Så kom den store udvidede svendeprøve, nemlig at vi fik monteret den nye kæde - uden at spolere den øvrige pynt. Men ved fælles hjælp lykkes det på nærmest mirakuløs vis at få sat den nye kæde på, så guirlander og flag igen kunne komme ind og hænge på deres pladser. Og så kom der lys - ikke over land - men i den lille stue. Og lyset er helt anderledes i forhold til den gamle kæde. Den havde et koldt hvidt lys, hvor imod den nye kæde har et varmt, nærmest orange lys, der til forveksling ligner et gammeldags stearinlys. Det var godt, at vi foretog den udskiftning. Nu kan julen bare komme an. Vi er så klar. Julegaverne har jeg fået købt - og ja, de er alle købt lokalt.

Jeg er så heldig, at jeg har fri i julen - eller rettere - jeg har faktisk vagt - men skal ikke ud på opgaver. Det betyder, at jeg først skal på job igen torsdag den 2. januar. Dog kun i et par dage, så holder jeg en uges ferie igen. Det skyldes jo, at jeg har så meget ferie, at jeg er blevet bedt om at få afviklet noget af det. Og ferie er jeg altså ret stor fan af...

God jul og godt nytår til alle, som læser med her.


Mandag den 25. november 2019

Fyns bedste brunsviger kommer fra Stige. Den blev kåret tidligere på året og jeg smagte den lørdag den 16. november, hvor vi var et smut på Fyn. Og når man så er på fødeøen og det er årstid for det, så tager man naturligvis et par kasser af den absolut bedste juleøl - Blålys fra Albani i Odense - med hjem til Grindsted. Så det blev en dag absolut over middel med både ægte fynsk brunsviger og Blålys.

Nu er der under en måned til juleaften, og dermed er det snart slut på 2019. Lad mig sige det sådan, at jeg håber godt nok at 2020 bliver bedre end 2019 har været. For hvor har det dog været et rædselsfuldt år her på matriklen. Ja, faktisk startede dårligdommene helt tilbage til september 2018, hvor jeg gik helt ned med stress og andre gode sager. I januar var jeg begyndt at vende lidt tilbage til arbejdet, men så var jeg så uheldig at brække min højre langfinger to steder. Det betød at min tilbagevenden til arbejdet blev udsat i fire uger. Så først i slutningen af februar begyndte jeg så småt at vende tilbage. Alt tegnede godt, og det gik da også efter planen i nogle måneder. Den 10. maj hentede vi en hundehvalp - Messi - i Viborg. Det var noget af en prøvelse at få sådan et energibundt i huset. Efter et stykke tid kom jeg til skade med venstre hånds ringfinger. Jeg fik en dropfinger som åbenbart er ret normalt indenfor sportsgrene som håndbold og basketball. Det yderste led af fingeren hang helt livløs som en slatten pommes frites. Helt død. Skaden skyldes, at senen, der er hæftet på fingerknoglen blev revet af knoglen. Skaden skete, da jeg trak Messi væk fra en død fugleunge. Det gjorde djævelsk ondt, men jeg fik hunden væk. Desværre var Messi hurtigere end jeg havde regnet med, så han nåede i anden omgang at få fuglen i munden. Så jeg måtte åbne munden på ham - med den venstre hånd - og der blev senen nok revet af. Nu gjorde det ikke ondt. Ledet hang bare helt slattent ned. Denne gang fik jeg en skinne på fingeren, som jeg skulle gå med i fire til seks uger.

Så blev det Karins tur til at vælte sig i skader. Først blev hun opereret i venstre skulder og sidst i august faldt hun og brækkede anklen, hvilket betød en støvle eller hvad det hedder på benet. I al den tid undgik hun Messi, der gerne ville hoppe op af hende. Det betød, at det især var mig, der havde med Messi at gøre. Hans reaktion på, at Karin undgik ham var, at han mere og mere tog førerrollen, når jeg ikke var hjemme. Så snart jeg kom hjem var der ikke noget - andet end almindelige hvalpe-fjollerier. Og i Karins tilstand kunne hun ikke aktivere ham nok, så det endte desværre med, at vi måtte bede internatet i Brande om at finde en ny familie til ham. Men hvor jeg dog savner min lille følgesvend. Det varer vist længe, før jeg kommer mig over savnet. Alle de mange skader betød, at jeg - for første gang nogensinde - ikke fik klippet hæk i år. Kun den i indkørslen. Men hvad, det må kunne nås i 2010, om alt går vel og vi slipper for sygdom og skader.

Til gengæld er der så mere tid til børnebørnene i Viborg og her i Grindsted. I Viborg har Marius, der fylder 8 år den 13. december, efterhånden gået til karate i et stykke tid. For lidt siden blev han så gradueret, eller hvad sådan noget hedder, og han fik det røde bælte. Det var han svært stolt af.

Her i efteråret - den 5. oktober - deltog Marie, der fylder tre år den 5. december, og Nikolai, der bliver fem år den 4. februar, i det årlige Sydbank Løbet. Marie dog i klapvogn. Det var anden gang, Nikolai var med i løbet. Det synes de vist begge to var meget sejt.

På Jysk Fynske Medier har der lige været endnu en stor sparerunde. Jeg overlevede også denne gang, og så kan man afvente og gå og frygte, hvornår der kommer endnu en tur i den evige rutsjebane. For det går kun én vej i den branche og det er ned. Desværre. Sådan fortsætter det vist indtil det lykkedes at tjene penge på journalistik på nettet og det varer vist længe. Om det nogensinde sker. Det kan man så bare håbe på sker inden pensionen kalder. Men det varer jo heldigvis længe...


Tirsdag den 06. august 2019

Vores lille baby i form af hundehvalpen Messi, der er en labrador-blanding fra den 14. marts, har vist sig at være andet end en lille baby. Han er også en gravhund – eller ”gravehund”. Hvad det er han graver efter, er uvist, men det foregår rundt omkring i græsplænen, der flere steder ligner et månelandskab med kratere og huller.

 Jeg fylder hullerne op med jord, og skælder ham ud, og lægger så fliser eller store marksten ovenpå hullerne. Og der er snart flere fliser og sten end græs i haven. Fliserne og stenene er dog ingen hindring for Messi. Han graver da bare ved siden stenene – på flere sider. Og ikke så snart er der lagt en ny sten før gravemesteren slår til igen – endda mens jeg står lige ved siden af. Det virker meget provokerende. Eller også er det en leg, han leger med os. Hvordan vi lige får ham til at indstille gravningen, det har jeg desværre ikke løsningen på.

Vores gamle hund, Sorte, gjorde det også, da han var hvalp. Måske de i virkeligheden er så trætte af os, at de prøver at grave sig ud af haven. Væk fra os. Jeg vælger dog at tro, at det ikke er tilfældet, for han virker til at være ret glad for os. Faktisk er han lidt klistrende, men til tider også meget kælen og kærlig. Han blev meget hurtig renlig, og er også blevet mere rolig. Han er blevet ret god til at gå i snor, selv om det går langsomt, da han er fantastisk nysgerrig på alt, hvad der sker omkring ham. Cyklister og robotplæneklippere er især meget spændende. En sådan robotplæneklipper i arbejde kan han godt sidde i lang tid og studere. Så det tager sin tid at gå tur med Messi, der også gerne tager alt fra græstotter over harelort til sten i munden. Det kræver af og til lidt kamp at få en sten ud af munden på ham.

 Vi har også fået ham vænnet til at køre bil. Efter nogle forskellige forsøg endte vi med at købe et transportbur af aluminium til bagagerummet. Vi troede faktisk ikke, at han ville være der. Så vi forventede et forfærdeligt hyleri og gøen fra bagagerummet. Vi blev derfor meget overraskede, da han faktisk ikke sagde en lyd, og gør det stadig ikke. Nu har han tilmed fået et ”væg-til-væg” tæppe monteret, så han ikke glider rundt i buret. Det fungerer fint. Det gør det også med at være alene hjemme, hvor han nu er oppe på over fire timer. Og han har endnu ikke ødelagt noget. Men han vokser utrolig hurtigt. Han vejer nu over dobbelt så meget, som da vi hentede ham og det første seletøj er blevet skiftet ud – og også halsbåndet, der er skiftet to gange.

 Han har det dog med at hoppe op af mennesker og de sylespidse tænder vil gerne have fat i hænder, strømper eller bukser – eller hvad han nu kan få fat i. Vi voksne kan godt håndtere det ved at få ham til at blive på gulvet, men det er straks noget værre med børnebørnene. De fleste af dem er bange for ham, og det er faktisk lidt af et problem. Vi håber, at det bliver bedre, når han får skiftet sine hvalpetænder, og dermed holder op med at bide i alting. Der er kommet nye fortænder i over- og undermund. Nu venter vi bare på, at de fire spidse tænder også bliver skiftet ud, og gravhunden i ham snart indstiller gravearbejdet i haven…


Onsdag den 12. juni 2019

Torsdag den 9. maj blev der vendt totalt op og ned på vores liv. Der fik vi nemlig igen en hund i huset. Eller rettere: Vi fik en lille baby. For det er præcis det, som en hundehvalp på bare otte uger er. Det er nøjagtig det samme som at få en baby igen. Det er hårdt, og det havde vi lykkeligvis glemt alt om, da vi efter mange overvejelser og lange snakke besluttede os for at få hund igen. Det er trods alt over 15 år siden, vi sidst havde en hundehvalp.

Da vi kom af med vores gamle hund, Sorte, i august 2018 havde vi ellers besluttet, at han blev vores sidste hund. Vi var enige om, at vi var alt for bundet af at have hund. Men tomheden og savnet efter en at komme hjem til, gåturene og ikke mindst hyggen ved at have en hund blev til sidst for stort. Så i ganske lang tid holdt jeg øje med annoncerne i Gul & Gratis og Den Blå Avis efter hvalpe. Og vi var ret sikre på, at det skulle være en Labrador-blanding igen. Vi var helt enige om, hvilke hunde, der ikke skulle være i blandingen. Det var sådan noget som Schæfer, Rottweiler, Dobermann og de såkaldte muskelhunde.

Mit blik var nogle gange faldet på en annonce fra Viborg-kanten, hvor en sort Labrador havde fået fire hvalpe. Tre hanner og en tæve. Faderen var boxer, og så vidt jeg har kunnet google mig frem til, så er denne race også ret godmodig, nøjagtig som som labradoren. Vi var i sommerhuset i Bork efter påsken, og det var her de lange samtaler frem og tilbage, for og imod at få hund igen blev taget. Jeg skrev på annoncen og spurgte om der var flere hanner tilbage. For vi vil ikke have tæver. Det var der. Så det endte med, at vi kørte fra Bork og til Viborg og så på hvalpene. Den ene han var helt sort, mens der var en der var sort med en lille bitte smule hvidt på brystet. Den tredje han og tæven havde lidt brune aftegninger - tydeligvis fra Boxeren. Og hvis vi ikke var overbeviste om, at vi skulle have hund igen, så blev vi det, da vi stod med de små kræ. Vi faldt for den sorte han, der havde lidt hvidt på brystet. Og navnet. Det var på plads. Han skulle hedde Messi efter fodboldspilleren Lionel Messi fra FC Barcelona.

Lille Messi var otte uger torsdag den 9. maj. Det betød, at han var klar til at flytte hjemmefra. Det passede med, at vi kunne tage ham med hjem, da vi kørte fra Viborg efter at vi havde hentet Marius og Mille. Det var første gang Messi kørte i bil. Jeg sad på bagsædet med ham, og han peb lidt, og da vi havde kørt et stykke tid kastede han op. Det gentog sig en gang til på turen. Men til hans undskyldning, så havde han vist lige fået mad, og det skulle han nok ikke have haft.

Vi vejede ham om fredagen - altså dagen efter - og da vejede han 8,2 kilo. Efter fire uger vejer han nu 12,3 kilo. Så han er ved at være en tung knægt at løfte rundt på. Han er stort set renlig nu, men det har også været lidt af et slid at nå hertil. Når han har sovet, leget, spist eller begynder at søge rundt, så har vi fået ham ud i haven med det samme. Også om natten. I starten var det et par gange, men nu er jeg kun ude med ham en enkelt gang. Så er vi ved at træne ham til at køre bil og til at være alene hjemme. Det går det ret godt med, men det med bilen er ikke hans store livret.

Det værste er næsten, at der skal bides i alt med de sylespidse hjørnetænder og vi glæder os til, at han får skiftet tænder. Så tænker jeg, at det bideri stopper. Det går også ud over vores hænder og tæer, og Karin har måttet have en vaccination for stivkrampe, hvad hun aldrig har fået tidligere.

Men det er dejligt at have fået en hund i huset igen. Sikke en velkomst jeg får, når jeg kommer fra arbejde. Og hyggeligt at have en til at lunte rundt igen og ikke mindst at gå tur med. Det er nu ikke det samme at gå selv. Det føles forkert, selv om jeg synes, at jeg har været god til at komme af sted. Næsten uanset vejret.

Det var ellers planen, at jeg ville gå til hvalpetræning med ham. Det er det stadig, men desværre kan jeg ikke se, at der er hundetræning hen over sommeren i jagtforeninger i Billund Kommune. Ikke fordi han skal bruges til jagt, men min erfaring siger mig, at den grundtræning, som man kan få der, er rigtig god. Men så vidt jeg kan se, starter der træning i jagtforeningerne igen til september, så må vi i gang der. For jeg vil gerne, at vi kan kalde ham til os, kunne gå pænt i snor, og at kunne sidde og dække på kommando.


 


©Copyright Jan Kronvold 2020-2021